Festivalmedarbejder søges

Løntilskudsstilling på Folkeuniversitetet.

Vær med til at vække historien til live med debatter, koncerter, saloner, forestillinger, middage, forfatteraftener, poesi og fest i Dandy Style.


Vi søger en skarp, selvstændig og kreativ kollega, der skal være med til at udvikle og afvikle Århundredets Festival, der går i kødet på 1800-tallet fra den 7.-16. marts 2014. Du får ansvar for udvikling af program til og iscenesættelse af festivalens åbningsfest. Du skal derfor have et særligt blik for scenografi og erfaring med koordinering af større events. Du skal holde tusind bolde i luften, være kontaktperson for samarbejdspartnere, stå for orden i detaljerne og skabe de store ideer.

Århundredets Festival er en historisk festival i og omkring Aarhus. På tværs af byens scener præsenterer festivalen forskere, kunstnere, forfattere og musikere side om side til intelligente arrangementer, der sætter historien under lup og nutiden til debat. Folkeuniversitetet er sekretariat og idékontor bag festivalen, der præsenteres i tæt samarbejde med Aarhus Universitetet samt byens kulturinstitutioner og kreative ildsjæle.

Århundredets Festival løb første gang af stablen i 2012 og satte i løbet af ti dage spot på 1700-tallet med omkring 450 arrangementer, 80 samarbejdspartnere, 40.000 publikummer og 260 artikler/indslag bragt i lokale og landsdækkende medier.

Arbejdsopgaver
Udvikle indhold og scenografi til festivalens åbningsfest
Søge sponsorater til åbningsfesten
Researche og omsætte historisk viden til unikke festivalarrangementer
Koordinere festivalen sammen med det øvrige sekretariat
Fungere som værtinde/vært for arrangementer under festivalens afvikling

Ansættelsesvilkår: stillingen er en løntilskudsstilling
Ansøgningsfrist: fredag den 30. august 2013 kl. 12.00
Samtaler: onsdag den 4. september 2013
Jobstart: mandag den 16. september 2013

Send ansøgning og CV til mail cs@fuau.dk. For spørgsmål ring til festivalleder Trine Bang på tlf. 88438021 mellem kl. 10.00-14.00 fra mandag til fredag.