Kaffe og kage med Bach

På Festivalens sidste dag blev knap 90 personer underholdt med musik fra Bach, kaffe og kage og hygge i Den Gamle By. 1700-talsbygningen Møntmestergården lagde hus til for at skabe de rette omgivelser til ’Bachs Kaffekantate’.

I det 18. århundrede vinder kaffen frem i Danmark. Det er især det fine borgerskab og de adelige, der nyder godt af den varme væske, som i dag drikkes af Gud og hver mand. Samtidig begynder caféerne at skyde frem i europæiske storbyer, hvor de såkaldte kaffehuse vinder indpas blandt befolkningerne.

Johann Sebastian Bach bliver inspireret af et bestemt kaffehus, ’Das Zimmermannische Caffeehaus’ i Leipzig, og han ender med at skrive kaffekantater som en form for reklame af humoristisk karakter for kaffehuset.

I dagens anledning skaber Ensemble Zimmermann den musikalske stemning, som er hentet fra netop Bachs 1700-tals kaffemusik. Med to violiner, en bratsch, cello, travers og et cembalo bliver kantaterne udført til perfektion. Samtidig er tre sangsolister med gruppen – med både sang og skuespil.

- Vi spiller tre numre af Bach. Det er en slags miniatureopera, fortæller pianist i Ensemble Zimmermann, Lars Colding Wolf. Han præsenterer stykkerne nærmere og fortæller om stykkernes temaer. Den ene handler for eksempel om, hvor fantastisk kaffedrikning er.

Masser af kage – og kaffe ad libitum
Publikum er godt underholdt. Fodsålerne vipper i takt med musikken, folks hoveder nikker anerkendende og ligeledes i takt med kantaterne. Men ikke nok med at underholdningen er sikret og til stor fornøjelse.

Deltagerne har fået serveret en stor tallerken med fire forskellige slags kager: hindbærbrød, kransekagevrøvl, svesketærte og Sarah Bernardt-kager. Kaffen er friskmalet i Den Game By. Alt i alt er mad, underholdning og omgivelser stort set som taget ud af 1700-tallet. Møntmestergårdens ’Fugleloftsal’ danner rammen – en klassisk baroksal, der dog tilhørte et højborgerligt hjem.

Tilfredshed ved bordene
Blandt gæsterne sidder Jette Schjødt og Eigil Sørensen på henholdsvis 66 og 65. De har set frem til arrangementet og er ikke blevet skuffede.

- Det lød spændende, og så synes jeg, det er nogle dejlige og smukke rum i Møntmestergården. Og så var det jo perfekt at sidde her og høre noget dejlig musik og få kaffe og kage, siger hun.

Hun kendte musikken i forvejen og er i det hele taget glad for Bachs musik. Og traktementet er heller ikke sådan at kimse af.

- Det er meget lækkert, siger Jette, og Eigil tilslutter sig med et ’helt sikkert’ og nikker.

De knap 90 deltagere i arrangementet bestod hovedsageligt af folk over 40. Der var dog en pæn af senere fødselsår. Og stemningen er ikke til at tage fejl af ved langbordene. Sangernes samtidige skuespil får animeret folk, og det afføder samtidig en lang række grin. I baggrunden spilles den behagelige og muntre musik, som fylder rummet med en klang af 1700-tallet.

Af Bo Bentsen


18. marts 2012
Der var miniatureopera i Den Gamle By på festivalugens sidste dag. Foto: Hans Christian Molbech.
Jette Schjødt og Eigil Sørensen havde længe set frem til kaffekantaten - og de blev ikke skuffede. Foto: Hans Christian Molbech.