Pøblen bespist i smugkroen

Bløde stole og lysestager var byttet ud med træbænke og tomme rødvinsflasker. Der blev spist og drukket til lyden af dansemusik fra barokken, da ’Folkets Smugkro’ slog dørene op for pøblen.

En skummel baggård bag Mejlgade er strøet til med frisk halm. Ved siden af en mobil bar står en kæmpemæssig, åben grill. Med høje stikflammer omkring sig ligger et lam, som bliver tilberedt til frit skue for gæsterne, der gennes ned i kælderen. På de godt 50 kvadratmeter er der dækket op til lige så mange.

Det er restaurant ’Den Rustikke’, der har skabt en stemning af skummel beværtning træborde og -bænke og ingen pomp og pragt i baggårdens kælder, simpelthen. Der er bespisning og krostemning som i det 18. århundrede. Adelen er her ikke. Det er pøblens sted.

Suppe, steg og ost
De to ejere af ’Den Rustikke’, som ligger ud til gaden foran baggården, Daniele Antonelli og Troels Buus Thomsen, har ligeledes komponeret en menu, som matcher tidsånden og stemningen.

Til forret en suppe kogt på høns med kål og rodfrugter. Hovedretten er en ordentlig klat kartoffelmos med grøntsager i lammesauce og selvfølgelig grillet lam. Endelig er desserten en sjælden råmælksost fra Osteriet Hinge overstrøet med en art mysli og honning. Og nok så vigtigt serveres en stærk øl brygget på fire slags malt – eller vin til de sartere smagsløg. Sådan bliver et køkken fra omkring 300 år siden bragt til Aarhus anno 2012.

- Vi kan ikke helt lave mad som dengang. Men vi kan efterligne det med et helt dyr stegt over ’åben ild’, siger Daniele Antonelli.

Mange har ringet forgæves for at bestille kuverter til arrangementet. Det har således været udsolgt i halvanden måned. Tre hold af 50 gæster skal i løbet af aftenen have mad, drikke, hygge og stemning.

Julefrokost udsat – smugkro i stedet
Tre studerende fra Aarhus står for musikken. Tonerne fra cello, blokfløjte, tromme og tamburin sender toner fra barokken ud til den spisende pøbel, der nyder en simpel, men tilsyneladende yderst velsmagende menu – og der skylles ned med stærk øl og vin. Det er kun tøjet, der bryder 1700-talsbilledet.

Skanderborg Dagplejekontor er taget på tur. 12 kvinder sidder ved beværtningens eneste langbord. Deres årlige julefrokost blev aflyst. De endte i stedet i Aarhus til Århundredets Festival, hvor ’Folkets Smugkro’ kom til at danne rammen om personalearrangementet.

- Nogle snakkede om, at vi skulle ud og bowle eller sådan noget. Men da jeg fortalte om det her arrangement, var der entusiasme at spore, siger Hanne Godskesen, der er initiativtager for dagplejegruppen.

Og selv om maden og stemningen måske ikke tager sig ud som på almindelige restauranter, er de ovenud tilfredse.

- Jeg synes, det er rigtig lækkert. Og stemningen er rigtig hyggeligt. Jeg tror godt, vi kunne finde på at gøre noget lignende igen, siger Hanne Godskesen og smiler. Veninderne nikker enigt og stemmer i.

Det lille kælderrum giver en intens stemning. Folk sidder skulder ved skulder på hårde bænke, som mange restauranter næppe havde været bekendt. Sådan var det på en smugkro i det 18. århundrede, og sådan nyder pøblen hinandens nærhed og samvær omkring tre århundreder efter.

Af Bo Bentsen


18. marts 2012
Fotos: Hans Christian Molbech