Caroline Mathilde og det danske hof i hendes samtid

Torsdag formiddag var der formiddagscafé på Kvindemuseet med foredrag om dronning Caroline Mathilde. Interesserede kunne komme og nyde en time i selskab med dronningen selv (alias Anne M. Provst Skinnerup) og høre fortællinger om hendes liv.

På trappen op til salen, hvor foredraget skal foregå, bliver de deltagende mødt af en smuk ung kvinde i en fantastisk kjole, selveste dronning Caroline Mathilde.

Det er en grå og forholdsvis kold torsdag formiddag, men på trods af dette er mange alligevel mødt op til foredraget på Kvindemuseet om den pikante dronning Caroline Mathilde, hendes elsker Struense og den sindssyge kong Christian den 7. Rummet er næsten helt fyldt med mennesker i alle aldre og der er en livlig summen.

Museumsinspektør Anne M. Provst Skinnerup starter med at forklare, at hun nok vil blive lidt stakåndet gennem foredraget fordi hun er iført stramt korset. Allerede her føler man, at man kommer tættere på fortidens mennesker, fordi man får et glimt ind i hvordan deres hverdag må have været.

– Kvinderne måtte ganske givet have været stakåndet, når de for eksempel havde danset den populære dans, menuetten. De var nemlig snøret så godt ind i deres korsetter, at fingrene næsten kunne rører hinanden når man holdte om deres taljer med begge hænder!

Glansbilledet
I løbet af en time kommer vi ind bag glansbilledet på Caroline Mathilde, der var en stærk kvinde med hang til søde sager og rideture i herrebukser. Under enevælden var hoffet et sted med stor politisk betydning, fyldt med intriger og magtkampe.

Det var Caroline Mathilde ikke forberedt på, da hun i en alder af blot 15 år må rejse fra England blive dansk dronning. Hun havde ligeledes svært ved at finde sig til rette i rollen, der gjorde hende til centrum for al opmærksomhed. Men som årene gik, blev hun mere selvsikker og fandt sig selv i rollen som landets dronning.

Anne M. Provst Skinnerup diskuterer fakta og fiktion i den nye film 'En kongelig affære', der netop omhandler denne pikante del af Danmarkshistorien. Ifølge overleverede kilder fra samtiden, havde Caroline Mathilde og Struense et ægteskabslignende forhold, forstået på den måde, at de har skændtes så taget var ved at lette og altså ikke altid været lige så lykkelige som filmen giver udtryk for.

Hele denne stormfulde kærlighedsaffære havde en sørgelig slutning for de involverede personer. Men det rige materiale, der har overlevet helt til i dag gør, at vi kan komme tæt på en af Danmarkshistoriens mest interessante kvindeskikkelser.


Af Tina Petersen


15. marts 2012
Selveste Caroline Mathilde tog imod publikum på Kvindemuseet. Foto: Hans Christian Molbech