’Pudderhunde og puddeldamer’ på Højkant

I designbutikken Højkant, kan man under Århundredets Festival komme forbi og se forskellige fortolkninger af titlen ’Pudderhunde og puddeldamer’.

I en lang lys baggang i designbutikken Højkant, der ligger i hvad, der ligner en gammel midtbyslejlighed, hænger forskellige fortolkninger af ’Pudderhunde og puddeldamer’. Uafhængige tegnere og malere har illustreret forskellige hunde, damer og mænd fra 1700-tallet. Heriblandt Marie Antoinette og Kong Christian 7.

Blandt de solgte værker er et billede af 33-årige Christen Bach. Det illustrerer en gammel herre med pudderparyk, og på maleriet er noteret seks punkter, som man kan læse om på en forklaringsseddel, der følger med maleriet. De forskellige punkter fortæller baggrunden for de forskellige skønhedsidealer – som fx højt hår, masser af pudder og skønhedspletter – der er portrætteret på maleriet.

- Da jeg begyndte at læse om 1700-tallet, så syntes jeg bare, at det var så spændende og fedt, de længder folk er gået for at komme til at se blege ud med højt hår, at jeg blev nødt til at komme med et bidrag til festivalen, fortæller kunsteren bag værket.

Under hvert design hænger kunstnerens navn dekoreret i lyseblå trylledej.


Af Anne Vegeberg Hansen


14. marts 2012
Højkant viser frem af både billeder, uroer og som her en lille boks på væggen med et frækt indhold. Foto: Hans Christian Molbech
Indholdet af den lille boks på væggen. Foto: Hans Christian Molbech.