Hurra for lokale pudderparykker

Af redaktionschef Signe Damgaard Jepsen. Leder i Aarhus Stiftstidende 21.07.2011

Når vi formentlig sjosker rundt i sne og sjap og er ved at være godt trætte af den danske vinter til marts, kan vi glæde os over en nyskabelse fra Folkeuniversitetets side. En 1700-tals festival. En ekstra festuge med fokus på 1700-tallet fortalt med moderne fortællemetoder.

Det er en rigtig god idé fra Folkeuniversitetet. Hele pointen er, at festivalen kun er den første af tre festivaler, som hvert andet år frem mod 2017, hvor Aarhus håber at blive europæisk kulturhovedstad, skal sætte fokus på vores historiske kulturarv. Et nyt århundrede hvert andet år - med 1900-tallet som det sidste i 2016.

Kultur er afgørende for vores forståelse af os selv, vores samfund og vores plads i samfundet. Naturligvis er der en grænse for, hvor meget kultur, vi kan kapere og hvor mange offentlige ressourcer, vi skal poste i kultur. Men denne her idé er god, især i forhold til kulturhovedstadstanken.

Hov, vil nogen så sige, vi ved jo ikke endnu, om Aarhus slår Sønderborg og løber med titlen som kulturel hovedstad i 2017. Nej, det er korrekt. Men selv om vi ikke bliver kulturhovedstand, så tager vi ikke skade af kultur sat i en historisk ramme.

Indtil videre tegner programmet til at blive både udfordrende, spændende og nyskabende. Hvem bliver for eksempel ikke nysgerrig efter at se, hvad omvendt striptease, hvor tilhørerne lærer om moden lag på lag, går ud på? Eller hvordan det lykkes at lave et moderne talkshow med en forhistorisk person? Eller hvordan taffelmiddage i Den Gamle By løber af stabelen.

Programmet er endnu ikke færdigt. Deadline for at få et arrangement med i det program, som trykkes i 200.000 eksemplarer og husstandsomdeles, er 1. december. Dermed kan alle byde ind med arrangementer. Det kan være, at der allerede er planlagt lokale elementer. Men her i Aarhus og Østjylland har vi behov for, at deltagerne i disse historiske kulturfestivaler også forholder sig til verden, som den så ud her i Aarhus og Østjylland.

Det er med andre ord ikke nok, at det er lokale aktører, der står bag - i hvert fald slet ikke, hvis pointen er, at vi frem mod en kulturhovedstadssatsning skal lære vores lokale kulturhistorie bedre at kende. Pornoromanen »Fanny Hill«, som også er et element i festivalen, blev jo ikke skrevet i Aarhus. Så vi har behov for at forstå de århusianere og østjyder, som læste det og forstå det ind i deres samtid.

Det bliver et helt afgørende element, uden at vi naturligvis skal grave os ned i udelukkende lokalt indhold.
Foto: Golden Days